BLIS arrangerer
ofte små ridestævner, hvor børn og unge kan afprøve deres spirende færdigheder. Her er hjælp at hente, så de lærer kulturen og reglerne i konkurrenceridning, som er meget logiske, når man bare kender
dem, men som indebærer mange overraskelser for begynderen.
Den gode og rummelige atmosfære som præger rideklubben, kommenteres ofte af gæster, når de kommer til rideklubbens små stævner.
Gennem årene
har klubben desuden lavet skovture og arrangementer ved højtiderne. Dertil kommer også sociale arrangementer for både børn og voksne.
En klub på under 60 medlemmer har forholdsvis store udgifter, hvis de måles pr.
medlem. Klubben er dog så heldig, at familien Pollas stiller deres ejendom til rådighed kvit og frit. Her har klubben opstillet spring, sekretariatsvogn, kantinevogn, og en lille hytte.
Alt sammen ting og sager, som klubben gennem årene
har søgt kommunens idrætsunion om. Alle disse ting har været med til at stabilisere klubben, så den i dag er konsolideret, og stadig funderet i breddesporten.